S/Y NAVIGO  ***  CARIBIENSTUR 2009-10

 

Sidste nyt

19. maj

Så kom vi omsider i vandet. Mange byggeprojekter var fine at rode med når båden stod på land. Undervandsskroget er nu også malet 2 gange plus en tredje de mest udsatte steder - og med hævet vandlinie! Den ekstra transducer og skroggennemføringen til søvandsindtag for Watermaker, ankerbrøndsspuleslange og saltvandshane i pantryet var heldigvis (som forventet) tætte.

Michael går på (arbejds)ferie 1. juni og så skal det sidste grej og andre gøremål på plads i løbet af de sidste 6 uger inden vi sejler.

7. juni

Michael har holdt (arbejds)ferie i en uge nu. Det er noget der hjælper på fremskridtene. Der er også massiv indsats fra Michaels far, blandt andet i værkstedet som fremtryller specialdele af enhver karakter. Der bliver dælme lavet båd.. Vi drømmer om at afrejsen ikke bliver alt for stresset - men ved godt at det bliver den ;-)

25. juni

Tid til en opdatering. Bilen er nu solgt med overtagelse 12. juli, hvorfor det pludselig blev vores planlagte rejsedato. Vi venter en uge med at råbe det højt…

Villalejligheden er udlejet til en sød lokal familie, så det er bare rigtig dejligt.  Hjemme pakkes der ned og smides ud (tænk hvor mange ting man har, der ikke har set dagens lys i 10 år..). I morgen holdes der farvelparty for Maja, hvor klassens piger kommer til eksotisk mad (pølsernes dage er definitivt ovre). Båden er stadig et byggerod, men det hjælper gevaldigt. Langturspræget begynder at snige sig ind. Vores Hydrovane vindror er et sådan ultimativ statement, ligesom det overdimensionerede CQR anker. Der kommer også til at gå et par dage med at sy, så vi blandt andet har afskærmning mod solen. Vi skulle jo nødig brænde al huden af, mens I har vinterdepressioner, vel? Esben, min gamle surfkammerat, er kyndig mester på syning af bimini (solafskærming over cockpit), efter at rørkonstruktionen blev bukket op hos Jesper Norsk en hyggelig aften. Ja, jeg ved det er en kedelig side den her… Ikke et billede.. Lover at der snart kommer farvelade på dette tekstorgie..

Vi sejler afsted med meget nyt, så det bliver spændende at se om alt virker efter hensigten.  Nu kan man sidde og drømme om et år til test og rolig finpudsning, men sådan er verden jo ikke (desværre, hulkede perfektionisten).. Vi skal afsted og tager det så som det kommer.. Godt man glæder sig så meget, for ellers gad man ikke det her stress!

En interessant (?) iagttagelse Michael har gjort er, at man taber vægt af at styrte rundt og skrue på båden i alle mulige og umulige stillinger. Det er noget helt andet end at sidde og skubbe papir. Så hjælper det jo også hvis man glemmer et par måltider.. Så ved I det hvis badebuksen klemmer (de gale steder)..

1. juli

Som lovet lidt farver på siden….

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er hun så. Siden sidst er bimini’en kommet op (tak Esben), radarmasten blevet staget, fodpumpe m. saltvandvandshane i pantry monteret, tryksaltvand i ankerbrønd testet, redningsflåden monteret på pushpit, køleblæsere på den store batteribænk monteret, stor fælt låsebeslag sat på luge ved nedgang til kahyt, gasgrill monteret på pushpit… bare for at nævne noget. Vi har stadig mange løse ender, men vi begynder at komme over i småtingsafdelingen nu.  Der var nu lige et større projekt mere, hvor onkel Jørgen kom til hjælp (stor tak!). Vi etablerer nemlig en parallel brændstofforsyning med eget sugerør i tank samt filter/vandudskiller. Fejler den primære forsyning på et kritisk tidspunkt ved tilpropning (eksempelvis ved dieselpest eller anden skidt i tanken), så kan vi på en tregangshane koble over til en ”frisk forsyning”. Vi etablerer desuden et prøve-/rensekredsløb med endnu et sugerør, over en pumpe, mulighed for prøveudtag (check af dieselkvalitet), vandudskiller/filter og så med returløb til tank.  Mens de to brændstofforsyninger til motor suger et stykke oppe i tanken, så suger prøve-/rense kredsløbet helt nede fra bunden.  Vi har nu altid styr på kvaliteten af vores brændstof i tanken (og dermed behøver vi egentlig ikke to dieselforsyningslinier). Min far sendte tegninger af sugerørene m. flanger til brormand, og vupti to dage efter kom delene - sådan!

7. juli

Det var en god dag! Nu er den hjemmelavede watermaker testet. Alt kørte lige efter bogen og der var to generationer Boe der hyggede sig gevaldigt ved den lejlighed. Den tandremsdrevne højtrykspumpe påsat bådens dieselmotor fungerede upåklageligt og ved 50 bar tryk lavede vi ca. 200 l ferskvand/timen ud fra Øresunds brakke vand. Ved større saltindhold bliver kapaciteten lavere (godt 100 l/timen siger beregningerne), men udgangspunktet ser perfekt ud. Omvendt osmosevand smager godt! Lidt som det bløde vand man får i de norske fjelde... Eller var vi bare euforiske!? 

Esben syr solsejl i lange baner, og i morgen skal Michael sy slingregrej (lodret opdeling af dobbelkøjen lavet af stof, som man under krængning kan ligge op af), samt et udvendigt ”plaster” til båden. Sejler vi på noget (containere er skrækken) og får hul i båden kan man placere et sejl eller en presenning over hullet udefra. Michael har så tænkt den lidt videre og vil forberede en kvadratmeters gummiplade med gjorde der kan strammes oppe fra dækket rundt om skroget/stævnen. Gummitypen er en højelastisk og meget slidstærk naturgummi, og det må være velegnet til lukke hullet bedst muligt, da gummidugen kan strække sig til at følge skrogformen.

Ting finder nu så småt også deres vej ned i båden. En stuveliste på omkring 60 (!) rum er oprettet, og nu skal vi bare være disciplinerede til at notere, hvor alt stuves væk. Der holdes øje med vandlinien. Cykler, dykkerudstyr og fiskegrej fylder og vejer, men vi tager bøvlet med at skulle flytte rundt på det, når vi får gæster, for vi vil så gerne have det med!

10. juli

Dagen før dagen før dagen... Det går forrygende. Båden pakkes stille og roligt samtidig med at små og større gøremål afvikles. Hvor bliver det skønt at skifte kapitel og komme afsted!

Dagene nu er rigtig lange, og vi sidder ikke ned. Det kan vi heller ikke, for huset er stort set pakket ned. Sammen med Marias far Per-Håkan legede Michael 3-dimensionelt puslespil i kælderen. Nu er alt flettet ind i hinanden og vi fik plads til det hele. En del har vi kørt til Michaels forældre, så det hjalp også meget.

Der er blevet spartlet vægge og olieret gulve, hvor det var tiltrængt. Ungernes værelser så noget hærgede ud når alt kom ud og indbygningsmøbler skruet ned fra væggene. Nu kan vi god være det fortjent, synes vi.

12. juli

Tak til alle der dukkede op og så Navigo afsted. Der blev drukket kaffe, spist kagemand og kigget langtursbåd. Kl 12 var det tid til at stryge bådens festfarver, pille fortøjningerne af pælene og vinke det bedste vi har lært. Vi kommer til at savne Jer. Nordpå gik det op gennem Sundet, og Malthe skulle ikke kigge sig tilbage—så pressede tårerne sig på..

Hvor er vi nu?

Klik http://blog.mailasail.com/navigo

Se videoklip på www.123hjemmeside.dk/videofranavigo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Drømmen

Sidste nyt

Om os

Ruten

Båden og udstyr

Rejsebreve

Fiskeri

Kontakt os

S/Y NAVIGO  ***  CARIBIENSTUR 2009-10